Jackie Collins død

16x9
Jackie Collins Foto: Scanpix

Bestseller-forfatteren Jackie Collins, søster til skuespilleren Joan Collins, er død 77 år gammel, siger hendes agent Melody Korenbrot til CNN.

Iføge People Magazine blev Jackie Collins diagnosticeret med brystkræft for seks et halvt år siden, men fortalte ikke offentligheden om sygdommen. Ifølge magasinet betroede hun sig dog til sine tre børn, Tracy, 54, Tiffany, 48, og Rory, 46.

Collins-familien har offentliggjort en udtalelse på Facebook.

- Det er med stor sorg, vi offentliggør at vores smukke, dynamiske og enestående mor, Jackie Collins, er død af brystkræft. Hun havde et dejligt, helt liv, og var elsket af sin familie og de fire millioner læsere, hun har underholdt i fire årtier. Hun var en sand inspiration, en rollemodel for kvinder i fiktion og en kreativ kraft. Hun vil leve videre i sine karakterer, men vi savner hende allerede ubeskriveligt, skriver familien.

Joan Collins fortvivlet
Udover at være en succesfuld bestseller-forfatter var lillesøster til skuespilleren Joan Collins, kendt som Alexis Carrington i "Dollars".

Joan Collins er ifølge CNN "helt fortvivlet" over sin søsters død.

- Hun var min bedste ven. Jeg beundrer, hvordan hun har håndteret det her. Hun var en vidunderlig, modig og smuk person, og jeg elsker hende, siger Joan Collins.

Jackie Collins skrev 33 bøger, mange af dem er blevet filmatiseret eller lavet som tv-serier. Hun nåede at opleve sin seneste roman "The Santangelos" udkomme denne måned.